Ejendommen er forsynet med elektronisk sikring på alle
ejendommens yderdøre og på visse døre i kælderen. Det betyder, at man skal
anvende en nøglebrik - en elektronisk nøgle - for at åbne døren.
Systemet er indført for at højne sikkerheden i ejendommen.
Systemet betyder, at vi som bestyrelse kan styre, hvem der har adgang til vores
ejendom helt ned på dag- og timebasis og helt ned på den enkelte dør. Vi kan
også spærre en nøglebrik, således at nøglebrikken ikke længere giver adgang til
ejendommen.
Ejendommen er endvidere udstyret med et nøglesystem, der
medfører, at den samme nøgle anvendes til egen hoveddør, til postkassen, til
kældersektionen og til hængelås ind til eget pulterrum. Der er tale om såkaldte
systemnøgler.
Ekstra nøgler og nøglebrikker kan kun rekvireres gennem
bestyrelsen ved at anvende bestillingsformularen, der findes under sektionen Foreningen.
En nøgle koster kr. 250, og en nøglebrik koster kr. 100.
Bemærk venligst, at det kun er lejlighedsejeren, der kan
bestille nye nøgler og nøglebrikker. Hvis du er lejer, skal du således kontakte
din udlejer.
Bortkomne nøglebrikker skal meldes til bestyrelsen OMGÅENDE.
Hvis ikke du har nummeret på den nøglebrik, der er forsvundet, skal du oplyse
numrene på de nøglebrikker, du/husstanden fortsat er i besiddelse af.
Låseomlægning - f.eks. i forbindelse med lejerens manglende
tilbagelevering af nøgler og nøglebrikker - skal aftales med bestyrelsen, og
bestyrelsen henstiller til, at låsen(e) omlægges således at ejendommens
nøglesystem opretholdes.
Samtlige ikke tilbageleverede nøglebrikker skal spærres, og
det er derfor vigtigt, at du kontakter bestyrelsen med henblik på at få
ajourført låseplan og elektroniske læsere på dørene.